Finnegans Wake

Finnegans Wake gerne forkortet til FW eller The Wake er den sidste roman af James Joyce. Den udkom i 1939, 17 år efter Ulysses. Titlen henviser til en irsk drikkevise om et gravøl (wake), der ender med, at liget ved et uheld får whiskey i munden og vågner.

Finnegans Wake er afgjort det mest utilgængelige romanværk i den vestlige verden. Sproget er engelsk blandet med over 60 andre sprog i et eneste stort sammensurium af ordspil på alle sprogene. Joyce lærte sig alverdens sprog – også dansk. Teksten er spækket med allusioner og skjulte citater, der endda flettes ind i hinanden. Selve handlingen er skjult eller i bedste fald vanskelig at få fat i. Læsere og litteraturvidenskaben har diskuteret værkets egentlige mening. Sprogmanden Harry Burrell har brugt mange år på at påvise, hvordan hele værket egentlig handler om Bibelens skabelsesberetning, mens andre har påvist, hvordan en sådan analyse reducerer netop det kaos, som Finnegans Wake skal være.

Da Joyce tog udgangspunkt i Dublin og irsk historie og var en stor beundrer af Ibsen, dukker norsk også op i værket. Fx handler en af historierne om en norsk skrædder, og der er ord som bakvandets, Knut Oelsvinger og Bygmester Finnegan. De fleste af Ibsens værker, mange af hans figurer og en del citater er flettet ind i Finnegans Wake. Da Joyce lærte Nora Barnacle at kende, omtalte han den anden Nora, hovedperson i Et dukkehjem, men frk. Barnacle anede intet om hende. Mens Joyce arbejdede med Finnegans Wake, ønskede han at lægge nogle henvisninger til skandinavisk sprog og litteratur ind i værket og fik efterhånden fem norsklærere. Den første af dem var Olaf Bull. Joyce ønskede at læse norske værker på originalsproget, deriblandt P.A.Munchs Norrøne Gude- og Heltesagn. Linjer fra Bulls digte går igen i "dette spindelvæv af ord", som Joyce selv kaldte Finnegans Wake, og Bull selv dukker op under navnet "Olaph the Oxman". ^[1]

1. ^ Fredrik Wandrup: «Norsklærer Bull», Dagbladet 22.juni 2004